Intet nyt fra Østfronten

l „Intet nyt fra Østfronten“ er en blandet fornøjelse at læse. Bogen består hovedsageligt af breve fra en SS-frivillig, men bliver desværre gang på gang ødelagt af forfatteren Erik Haaest egne — mere end politisk korrekte — meninger, og en „viden“ omkring de faktiske begivenheder, der ikke står tilbage for Sven Hazels fantasier. Ideen med bogen, at skildre en SS-frivilligs tanker og holdninger gennem breve til den nærmeste familie, er uden tvivl rigtig god. Men bogens minus er, som før beskrevet, at Haaest gennem egne fantasier beskriver befolkningens, kamptroppernes, generalstabens osv. tanker og holdninger til krigens gru.

    At Haaest ikke selv har oplevet disse ting, eller endvidere fået refereret dem, gør at hans egne meninger kommer til at fremstå meget utroværdigt.

    Så hvis hr. Haaest har andre bøger i tankerne, bedes han venligst forskåne os læsere for hans egne fantasier, og prøve at være bare en lille smule objektiv og neutral.

    Brevene, som bogen omhandler, er skrevet af en frivillig i Waffen-SS, men ikke nogen hvem som helst. Det er regiment 24 „Dänemarks“ sidste kommandør, SS-Sturmbahnführer Per Sørensens breve. De beskriver perioden fra juli 1941 til hans død april i 1945; først om uddannelsen som SS-soldat, dernæst de hårde kampe på Østfronten og de sidste desperate kampe i Berlin, hvor Per Sørensen finder heltedøden den 24. april 1945.

    Denne historiske tidsepoke er her set gennem en krigers øjne og nedfældet på papir med hans tanker, til hans nærmeste, gennem breve. Uden at komme nærmere ind på brevene, må de betragtes som rigtig spændende historisk læsning. De afslører også, at SS-major Per Sørensen aldrig tvivlede på nationalsocialismen, og at han kæmpede til sin dødsdag i de sidste fortvivlede krigsdage for sin tro og overbevisning. I en hård, og til sidst ulige og håbløs kamp, var Per Sørensen højt respekteret for et nærmest legendarisk mod, hvilket også gjorde ham rigt dekoreret med diverse tapperhedsmedaljer. Hvis offentliggørelsen af Per Sørensens breve skal komme til sin ret, kræver det, at vi nationalsocialister tager den kamp op for Danmarks frihed, ære og ret, som Per Sørensen gav sit liv for gennem usædvanligt mod og mandshjerte. Kun gennem det kan vi sikre, at de tapre faldne ikke døde forgæves.

    Så — kære kammerater — inden vi næste gang skal marchere eller lave andet politisk arbejde, så tænk på disse tapre mænd som Per Sørensen, von Schalburg m.fl., der gav det ultimative offer for vor sag, nemlig deres liv.

    Hvad har vi at miste?

Ved ofre skabtes Danmarks ære!

Tilbage