Journalisten Johs. V. Jensen

l Desto mere man læser af Johs. V. Jensens skriverier, des større sympati får man uvæg-erlig for manden — digteren og journalisten.

    Johannes Vilhelm Jensen (1873–1950) voksede op med naturalismen, og hans op-vækst var derfor præget af valget mellem naturvidenskabens realisme eller kristenlærens utopi.

    Som søn af en dyrlæge og under indtryk af Darwins tanker om kampen for tilværelsen („survival of the fittest“) tog den unge Johs. V. Jensen parti for det virkelige, kendsgerning-erne, og begyndte som student at dyrke medicin, men slog dog snart ind på litteraturen, hvor han har erhvervet sig et ganske betydeligt navn.

    I „Journalistikkens Klassikerserie“, udgivet på Forlaget Ajour, er der udkommet en ny bog om „Journalisten Johs. V. Jensen“.

    Bogen er en skrabet samling af artikler, udvalgt og indledt af Lars Handesten, der i 2000 udgav biografien „Johannes V. Jensen. Liv og værk“. Skønt dette udvalg fokuserer på hans tidlige artikler, angiver det også spændevidden i hans virke og kunnen. Samtlige artikler er en afskrift af de originale avisudgaver, som hermed for første gang er publiceret i bogform.

    Naturalismens kendetegn er overføringen af det naturvidenskabelige synspunkt på digtningen, hvilket bærer sit tydelige præg i Johs. V. Jensens artikler om eks. verdens-udstillingen i Paris.

    Bag hele hans omfattende og mangestrengede forfatterskab skal således ses samtidens store grundproblem, forholdet mellem digtning og videnskab, specielt naturvidenskaben.

    I det store og hele må man sige, at Johs. V. Jensen havde et sundt ideal om pressen som stedet for folkelig oplysning og opdragelse. Han mente således, at pressen skal „indskrænke sig til det saglige. Et moderne folk skal næres af kendsgerninger; en avislæser skal huske og sammenligne, beregne, anstille kritik og tage rækkevidder i betragtning“. — En grundidé vore dages systemtro bladnegre for længst har opgivet; i tabloidpressen skrives der ganske simpelt ikke længere for den tænkende del af befolkningen.

    Adskillige af Johs. V. Jensens kronikker var knaldhård polemik. Ved flere af sine skriverier bragte han sig således i miskredit hos „det dannede borgerskab“. Ligesom sin søster, Thit Jensen, der var stærkt engageret fortaler for begrænsningen af de under-lødige befolkningselementer gennem en eugenisk lovgivning, havde Johs. V. Jensen et sundt og jordnært forhold til „Samfundet og Sædelighedsforbryderen“. Den 30. november 1906 bragte Politiken en kronik om dette „kontroversielle“ emne, hvori han om-taler den homoseksuelle som et sygt og degenereret menneske, og hans skarpe pen startede en sand avisfejde.

    Men Johs. V. Jensen formåede også at skildre med en betagende dybde og en malerisk lød, som kun få mestrer. I „Bonde-kultur. Et besøg hos Bjørnstierne Bjørnson på Aulestad“ fra 1901, skildres Jensens ærbødighed overfor den stolte teuton, „smukkere, mangfoldigere end nogen anden mand“, malerisk og levende. Og i „Drachmanns Aske“ fra 1908 gives et gribende, metaforisk eftermæle af Danmarks digtersøn.

    To ideer synes at gå igen som ledemotiver i størstedelen af Johs. V. Jensens forfatterskab. Den ene søger at påvise de poetiske udslag, som den nordiske race har givet sig gennem tiderne. Dette er hovedindholdet af bøger som „Den gotiske Renaissance“ (1901), „Den ny Verden; til Belysning af nordisk Bondekultur“ (1906) og „Nordisk Aand“ (1911) m.fl. Den anden søger at vinde nyt stof for digtningen gennem at poetisere den moderne tids teknologiske fremskridt.

    Blandt den nyere danske litteraturs forfattere indtager Johs. V. Jensen en meget fremskudt plads — ikke som fører for nogen bestemt retning, end mindre ved sine raceteorier, men imponerende ved sin kunsts brede vingefang og styrke. Han hører således til blandt Danmarks største sprogkunstnere i nyere dansk litteratur og modtog Nobels Litteraturpris i 1944.