Med ret til at dræbe

l Anden Verdenskrig var ikke nogen konventionel krig, men en ideologisk kamp: en kamp, der fortsat udkæmpes for åbent tæppe. Filmen, „Med ret til at dræbe“, begynder med en sekvens, der tydelig viser, hvilken „værdineutral dokumentarfilm“, der her er tale om. 16 sekunder inde i filmen vises et klip fra DNSAP’s mindeappel for de fjorten danske soldater, der faldt 9. april 1940. Højtideligheden foregår i november 1940 foran Den lille Hornblæser i København. Filmens producent har redigeret billeder sammen med lydspor fra en tysk propagandafilm.

    Retfærdigvis skal det siges, at denne film, til trods for sin politiske korrekthed, rokker ved „frihedskampens“ glorie.

Det påstås, at „stikkerlikvideringerne“ begyndte samtidig med, at den tyske værnemagt henrettede den første dansker i sommeren 1943. Men sandheden er, at engelske SOE-folk siden efteråret 1941 havde organiseret terrorbander i Danmark, hvis handlinger var den direkte årsag til begivenhederne den 29. august 1943. Samt, at ovennævnte henrettelse, den 8. september 1943, skete efter en voldsom stigning i antallet af „sabotager“.

    Efter krigen blev „frihedsbevægelsens“ mange terrormord mørkelagt. Dette var jøderne Frode Jacobsens og Per Federspiels værk — og det officielle Danmarks politik. Det posi-tive ved filmen er, at den løfter en flig af sløret for de mange tyverier og rovmord, som „fri-hedsbevægelsen“ stod bag.

    Fire nulevende medlemmer af terrorbanderne BOPA og Holger Danske fortæller i filmen, hvordan de har dræbt adskillige mennesker. Og at de, hver især, egenhændigt besluttede, hvem de ville slå ihjel. Jøden Hugo Horwitz var leder i BOPA. På spørgsmålet om hans gruppe begik drab for pengenes skyld, svarer han leende: „Ja, ja. Det holdt de meget af“. Og en anden leder i BOPA, Herluf Rasmussen, fremviser en patron, mens han med et smil på læben siger: „Det er en lille vitaminpille … for de indviede.“

Retsopgøret i årene efter 1945 var udelukkende en politisk udrensning! I forsøget på at „normalisere“ Danmark efter krigen, afsagde domstolene 103 dødsdomme. 46 af dem blev fuldbyrdet. — Ingen af de henrettede tilhørte de kommunistisk ledede terrorbander.

    Hysteriet har endnu ikke lagt sig! Der lever stadig dødsdømte danskere, dømt in absentia. Én af disse er Søren Kam. Og der findes stadig politikere, der mener, at Danmark har „uforløste opgør fra besættelsestiden“.

    „Med lov skal land bygges“, hedder det. Lighed for loven er det bærende princip i den danske lovgivning. Og da straffen for drab ikke forældes, ville det være på sin plads, om det danske retssamfund levede op til sine egne højt besungne idealer, og strafforfulgte de mordere, der nu på film og fjernsyn står frem og praler med deres ugerninger.