The Passion of the Christ

l „The Passion of the Christ“ er en salgstale for kristendommen, en gang sødsuppe med andre ord — hverken mere eller mindre! Filmens producent, Mel Gibson, er svoren katolik, og filmen er en loyal gengivelse af Evangelierne.

    Filmen omhandler det sidste døgn i Jesu liv, og den tager en brat begyndelse, i og med, at vi præsenteres for Jesus medens han om natten skjuler sig i en lille lund sammen med tre af sine disciple. Grunden til det hele er, at Jesus har raget uklar med det lokale rabbinat, hvorfor Zions Vise ønsker ham aflivet. Der er bare ét lille problem: Judæa er under romersk herredømme, og det jødiske selvstyre har kun begrænset myndighed.

    Zions Vise fører derfor Jesus til den romerske landshøvding Pilatus og kræver, at han skal dømme Jesus til døden. Pilatus ønsker dog ikke at straffe Jesus, som han ikke mener har gjort noget kriminelt. Men Pilatus sidder som en lus mellem to negle: Enten følger han loven og lader Jesus gå — og så kommer det til optøjer med de mosaiske jøder. Eller også adlyder han Zions Vise og begår justitsmord. Men i så fald vil han få vrøvl med de kristne jøder. Dertil kommer, at Pilatus allerede har fået to advarsler af den romerske kejser Tiberius, hvad der kan betyde døden for ham, hvis ikke han magter at styre „denne elendige provins og dens beskidte befolkning“. Til sidst giver Pilatus modvilligt efter for de mosaiske jøders krav og straffer Jesus.

    Kristendommen var på den tid en ubetydelig forsamling af nogle hundrede småsekter. Og de jødekristne var et folk, der generelt var forhadt. Oldtidens mennesker så ikke nogen særlig forskel på kristendommen og alle de mange andre orientalske sekter. De jødekristnes lille, snævre kreds stod på sin vis alene i deres gamle ortodoksi: „at jøderne er Guds udvalgte folk“. Og for Pilatus må tilfældet Jesus derfor have syntes temmelig ligegyldigt.

    „The Passion“ er en film, hvor billederne taler. Derfor var det oprindelig meningen, at den ikke skulle have været tekstet. Og da der kun tales aramæisk og latin i filmen, ville dens replikker således have været komplet uforståelige for publikum. Der kom dog undertekster på alligevel, hvilket må siges at lette forståelsen betydelig.

    Filmen varer knap to timer, og er i grunden ganske flot filmet. I flere tilfælde er det tydeligt at se, at det er samme instruktør, der har produceret „Bravehart“ — uden dog at disse to film tåler nogen sammenligning i øvrigt.

    Man kan kun vanskeligt bebrejde filmens jøder deres adfærd. De levede under samme vilkår, som palæstinenserne gør den dag i dag. Forskellen på vore dages palæstinensere og filmens jøder, er den, at jøderne, der levede under romernes åg, forstod at vende tingenes tilstand til egen fordel. Således er det, man kan drager ud af rabbinatets optræden, at jøderne ved deres svigefulde og uærlige optræden formår at sætte dagsordenen. Drager vi en parallel til i dag, har vi således nøjagtig samme situation: Mens verden fodres med doktriner om tolerance og næstekærlighed, meler Zions Vise deres egen kage på bekostning af dem, der tror på kirkens, pressens og mediernes pladderhumanistiske nonsens. Om end der er gået hen ved 2.000 år, så er problemstillingen den samme.

    Og har man forstået dette, har man også forstået, at jødespørgsmålet ikke blot er et spørgsmål om biologiske raceproblemer, men i langt højere grad et spørgsmål om åndelige kræfter, der så igen er en følge af det biologiske.

Det allervigtigste ved „The Passion“ er dog den utilslørede udstilling af den kristne grundsten: Svaghedsdyrkelsen, foragten for livet. „Men jeg siger eder: Elsk eders Fiender, velsign dem som forbander eder, gjør vel imod dem som hader eder, og bed for dem som forfølger eder“ (Mat. 5, 44).

Tilbage