Under hagekors og Dannebrog

l Det er kun godt, at et så tvivlsomt behandlet og misfortolket emne som II’ Verdenskrig eller dens udløbere med visse mellemrum bliver gjort til genstand for systematiske studier, hvis resultater offentliggøres i bogform som nu med den 500 sider store „Under hagekors og Dannebrog“ af tre medarbejdere ved Roskilde Universitets institut for Historie, Bundgård Christensen, Bo Poulsen og Scharff Smith.

    Der er jo nemlig stor forskel på de muligheder, en kreds af krigsdeltagende officerer omkring 1965–70 havde for at samle og verificere fakta om emnet (se: „Danske Soldater i Kamp på Østfronten 1940–45“, Odense Universitetsforlag 1976) og de nye muligheder og det nye behov, der var opstået i 1990’erne og som er resulteret i Roskilde Universitets initiativ.

    Udgaven fra 1976 (ny udgave med mindre tillæg i 1998, Bogans Forlag) gav en pålidelig militær og mental skildring i det omfang og den fordybelse, de sagkyndige krigsdeltagere dengang måtte anse for fyldestgørende for såvel veteranerne som for de mange civile interesserede. Dens succes og venlige pressemodtagelse var også umiskendelig.

    Det må forventes, at forfatterne af Roskilde-udgaven er påvirket i deres meninger om krigens opkomst og følger af den ensidige udlægning, sejrsmagterne og deres medløbere uhindret og til egen fordel har påført offentligheden. Det giver sig da også til kende i talrige mod krigens taber indskudte beskyldninger til trods for, at de er for løst underbyggede og desuden skæmmer fremstillingen ved ikke at være nødvendige for forståelsen af emnets enkeltheder.

    Det er et almindeligt indtryk, der straks trænger sig på, at forfatterne har valgt „at skrabe bunden“. Det betyder, at de har sparet sig selv for at skulle skelne mellem, hvad der var væsentligt og uvæsentligt iht. emnet, og for at skulle vrage mellem de få sikre stedfæstede kilder og hærskaren af uforpligtende private udtalelser fra skueprocesser, breve eller samtaler om verserende ubekræftede rygter. Alt har kunnet bruges. Til gavn for bogens omfang, men til forringelse af kvaliteten. Derimod er oplysningen om Frikorpsets første store tilgang den 19. juli på 26 befalingsmænd fra den danske hær velkommen; men de blev nu forøget med adskillige fra den næste store tilgang, der ankom allerede den 10. august udover en håndfuld, de var tilgået Waffen-SS allerede før det tyske indfald i Rusland. Det opgivne antal 77 tilmeldte befalingsmænd indtil juli 1943, der ikke indbefatter dem, der kom direkte til Hæren, Luftvåbnet og Marinen har — ligesom de under Frikorpset nævnte — kun medregnet officerer o.l., officianter og underofficerer, men ikke de værnepligtige kornetter, korporaler og underkorporaler, der i Tyskland betegnedes som mandskabsgrader, selv om de ligesom i Danmark lejlighedsvis brugtes ved rekrutuddannelse.

    Det er helt uberettiget, og uden for Roskilde-bogens naturlige formål, når Waffen-SS og SS som sådanne kaldes berygtede. Det afgørende er, at de var højt respekterede blandt den tyske befolkning, der kendte dem under krigen, inden den blev indoktrineret efter nederlaget. Dødningehovedet var ikke et tegn på terror og drab, men på troskab indtil døden. „Endlösung“ er af i Wannsee-mødet deltagende embedsmænd og af arrangøren erklæret at have betydet evakuering til østområderne og udnyttelse af ubeskæftigede jøders arbejdskraft, så længe krigen varede.

    Forfatterne kan ikke undskylde sig med godtroenhed, når de på s. 66 giver et helt fordrejet billede af krigens luftbombardementer af civile beboelseskvarterer. I Holger Dannis: „De 1000 Løgne og de 1000 Sandheder“ fra 1996 har de i detaljer kunnet gøre sig bekendt med, at det britiske luftvåben var det første, der længe før tyskerne foretog beordrede terrorbombninger af modstanderens civile beboelseskvarterer, og at de første beordrede tyske bombeangreb mod byer — Warschau, Rotterdam og Coventry — var folkeretligt tilladte som gengældelse mod militære mål eller ildstøtte for angribende hærstyrker (bekræftet af britiske myndigheder).

    Det er muligvis rigtigt, at russiske myndigheder ikke beordrede en planlagt udryddelseskrig mod tyskere, således som det hævdes af en amerikansk forfatter. Men at den russisk-jødiske forfatter Ilia Ehrenburg havde fri adgang til at agitere overalt med sine opfordringer til mord på værgeløse tyske civilister og soldater, var dog almindeligt kendt. Hvad der derimod ikke er kendt, er en af Hitler udstedt uigennemførlig og militært uhensigtsmæssig plan om almindeligt folkemord på alle russere i tysk råderum. Kendte forfatterne til en sådan, burde de have citeret den. I den provokerede planlægning for det eventuelle Barbarossa-felttog 1941 er der ikke tale om noget i den retning. Den omtalte forudgående indskrænkning i civilbefolkningens retsbeskyttelse ophævede ikke soldaternes belæring om at skulle overholde Genfer- og Hager-konventionerne.

De krigsfanger og de frivillige civilarbejdere, der brugtes til arbejde i Tyskland havde vi ofte nær føling med. Vi ved derfor at det er misvisende at påstå, at de blev behandlet fornedrende. De vinkede venligt til os, når vi i tog på vej til fronten passerede deres transporter. I Tyskland så vi kun sunde og velnærede russere, og myndighederne udstedte gode råd til tyskerne om, hvilke næringsmidler, der bedst faldt i russernes smag, og hvilke, de — i modsætning til vesteuropæere — ikke kunne lide.

    Under opstillingen af Division Nordland fik undertegnede kommandoen over det af tysk-rumænsk bondekarle udskrevne mandskab til et kompagni af panserafdelingen. Det var godt menneskemateriale. Men de var jo også — i modstrid med bogens angivelse — af rod fra krigsduelige indo-europæiske forfædre og ikke så uvillige til at lære noget nyt, således som de tyske Waffen-SS underførere.

    Som ventet er hele kapitel 10 om holokaust præget af den kendte mangel på uvildige vidner. De var så godt som alle jøder og dermed interesserede parter i sagen. Ikke-jødiske kendere til forholdene modsiger holokaust-påstandene eller afslører ligefrem løgne-netværket. Sonderbehandlung var en domsafgørelse, der for navngivne jøder bevisligt har kunnet omfatte en særlig behagelig og luksuøs frihedsberøvelse. Nogle af verdens fineste eksperter i henrettelser har undersøgt Auschwitz og andre lejres påståede gaskamre og aflivningsmetoder og erklæret dem for helt uegnede til masseaflivninger. Billedet s. 271 er makabert og derfor virkningsfuldt. Men det hører ikke hjemme i bogen. Det påklædte personale er ikke tysk militært (armbindet) endsige danske Waffen-SS frivillige. Og den jødiske propaganda har udbredt adskillige forfalskede fotografier med irrelevante underskrifter.

    Eutanasi er ikke mord, men en legal form for medlidenhedsdrab, der er lige så samfundsgavnlig, som demokratiernes udryddelse af levedygtige menneskefostre er samfundsskadelig. 17.000 og ikke 20.000 dødsdomme over tyske soldater samt civile er korrekt (se „De 1000 Løgne og de 1000 Sandheder“ s. 190), det har sikkert været nødvendigt. De fleste danske Waffen-SS frivillige har desværre aldrig hverken funktionelt eller bevidsthedsmæssigt (s. 435) været i kontakt med Allgemeine-SS eller med de juridiske dele.