|
Hagekorset |
| |||||||||||||||||||||||||||||||
Hagekorset er et urgammelt mærke. Det hører blandt menn
Runesten fra Snoldelev , nu udstillet på Nationalmuseet, er en mindesten rejst over Gunvald, søn af Roald, taler i Sallev. Stenens indskrift dateres til mellem 650 og 800; rimeligvis i periodens begyndelse. Men stenen har været en helligsten allerede i Bronzealderen, hvilket ses deraf, at runerne er ristet hen over et hjulkors. Men måske Snoldelev-stenen er Sjællands ældste runesten?
Runestene er kun ét af de utallige eksempler der er på vor kulturelle arv, overleveret fra vore forfædre. Denne sten er, som så mange andre, bærer af de symboler, der knytter fortid og nutid i en sveberknude. Bemærk hagekorset og derunder triskelen, begge symbolruner der stiller en person eller genstand under en højere magts beskyttelse. Særlig hagekorset har været af betydning. DNSB bruger da også netop hagekorset som budbringer og varemærke for den nationale og folkelige opvågnen, frigørelsen fra forarmelsens snærende lænker. I dette symbol findes ideen manifesteret, heri oplyses vejen frem!
Med mellemrum hører vi stadig røster, som undrer sig over, hvorfor vi da ikke sletter hagekorset og bruger et andet symbol i stedet. Hagekorset vækker jo så negative associationer, påstår de. Denne indvending kommer som oftest fra folk, der ikke har forstået, hvad vor kamp egentlig drejer sig om. De mener, at vi lettere ville kunne vinde folk og komme til magten med et andet navn og et andet symbol. Dette er naturligvis en vildfarelse. Mange har forsøgt det, men ingen har haft succes. Af gode grunde. Det er jo ret beset ikke hagekorset som sådant, vore modstandere har noget at indvende imod, men derimod de ideer, det symboliserer, og vore modstandere er bestemt ikke så stupide, at de ikke kan genkende disse ideer i en anden forklædning. Ethvert sådant forsøg ville straks blive mødt med betegnelsen „nazisme“ i pressen, og hvad ville der så være nået? Selv noget så unationalsocialistisk som de tyske nationaldemokrater er af alle kendt som „nynazisterne“ — for ikke at tale om den engelske National Front eller det østrigske Frihedsparti. Hvad har man da egentlig vundet? Ingenting! Man kan naturligvis så begynde at tage afstand fra Hitler, Det tredje Rige og nationalsocialismen, men dermed begynder man så at tage afstand fra sig selv, og før man véd af det, har man nået samme ynkelige stade som Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti. Prisen for at blive lukket ind i det gode selskab vil være, at man tager afstand fra racebevidstheden og bekender sig til det herskende demokrati — intet mindre. Og så kan man lige så godt lade være med overhovedet at gå ind i politik!
Vi skal naturligvis ikke udelukke, at man kunne skabe en slags folkebevægelse imod indvandring på et upolitisk grundlag. Faktisk undrer det os, at ingen tidligere har forsøgt det. Grunden er utvivlsom frygten for at blive stemplet som „nazist“, hvilket naturligvis også straks ville ske. Vi må imidlertid i den forbindelse ikke glemme, at indvandringen kun er et symptom på den herskende sygdom — ikke dennes grund. De fremmede kommer her på grund af vor svaghed, og man kunne rent faktisk udvise hele bundet, uden at det ville kurere sygdommen. Denne ligger i os selv som en form for åndelig AIDS, der langsomt men sikkert nedbryder vort immunforsvar og gør os til et forsvarsløst bytte for alle angreb. En varig bedring er kun mulig, dersom vi bekæmper denne AIDS, det vil sige hele det sammensurium af kristen-liberalistisk-marxistiske ideer, det nuværende samfund bygger på, og igen gør naturens orden til det bærende princip for den menneskelige orden. Dette er nationalsocialisme, og at gennemføre og vinde denne kamp kræver en indsigt og konsekvens, der ikke lader sig bygge på en løgn. Vi kan ikke være troværdige, dersom vi fornægter det, vi i virkeligheden står for. Der findes næppe noget mere foragteligt end den, der offentligt betegner sig som „nationalist“ og fornægter enhver forbindelse med nationalsocialismen, medens han privat helt og fuldt går ind for Adolf Hitler og hans idé.
Det er naturligt, at mange finder ubehag ved at skulle kæmpe imod deres egne landsmænd, for hvis fremtid de jo, når alt kommer til alt, arbejder. Det er imidlertid en kendsgerning, at 85 % af befolkningen er totalt upolitiske væsener, der altid vil slutte op om dem, der i øjeblikket har magten, og tilpasse sig deres normer — enten af opportunisme, eller fordi de ikke orker at sætte sig ind i tingene. Giv dem en ordentlig ledelse, og de vil være ordentlige og trofaste samfundsborgere; giv dem det modsatte, og de vil optræde som den værste pøbel. I øjeblikket ligger landets ledelse i hænderne på de mest ubegavede, udanske og moralsk fordærvede elementer i befolkningen, og denne ledelse støttes fuldt og helt af en presse og et „kulturliv“, der bygger på de samme kvaliteter. Det er ikke underligt, at denne sump af råddenskab gensplejses i de brede og uoplyste masser, som nok kan have sunde instinkter, for eksempel om „indvandringen“, men som ikke tør give udtryk for dem af ren og skær frygt for at lægge sig ud med magthaverne og dermed måske sætte noget af deres velstand på spil.
Det er under disse omstændigheder ganske enkelt nødvendigt at bekæmpe disse landsmænd — ikke for det, de er, men på grund af dem, de repræsenterer. Dette forhold vil ikke ændres, før den sociale orden bryder sammen, og den materielle nød banker på deres dør. Først da er de indstillede på en revolutionær forandring! Dersom man ønsker masser
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||