Sløret falder

l Den grund, som Dansk Folkeparti retfærdiggør sin overraskende, nye holdning til fremmedintegrationen er, at »nu, hvor flygtningepresset mod den danske grænse er aftaget væsentligt, bør vi så gå ind med de penge, vi tidligere brugte på disse mange menneskers ophold og integration, til at integrere det nuværende, mindre antal fremmede«. Her gør DF sig til talsmand for integrationsminister Bertel Haarders (V) så ofte anførte tese om, at »når og hvis der kun kommer halvt så mange flygtninge til Danmark, bør denne halvdel så til gengæld integre-res dobbelt så godt«. Pia Kjærsgaard tilslutter sig hermed den gængse, borgerlige opfattelse af, at hvis man bare kvæler og udsletter den oprindelige, danske befolkning i et tempo, der er langsomt nok, skal det nok gå alt sammen.

    Desuden fremfører DF i sit nye oplæg, »at vi nu skal satse på at bibringe de fremmede en langt bedre sprogundervisning i dansk, og at vi, betydelig mere effektivt end hidtil, skal bibringe dem forståelse af dansk kultur«. Man mener åbenbart i Dansk Folkeparti, at jo bedre de fremmede lærer at beherske det danske sprog, og jo mere de begriber om danskernes vaner og livsmønster, jo bedre og mere harmoniske »nydansk-ere« bliver de så i sidste ende. Det er altså også efter dette partis mening et spørgsmål om at kunne udtale »rødgrød med fløde« med de rigtige vokaler og den rigtige betoning, der bliver afgørende for om man i sidste ende bliver en god og nyttig borger i dette land.

Vælgerbedrag

Lad det hermed være sagt: Vi har, i dette blads spalter, aldrig lagt fingrene imellem, når talen var om at del-agtiggøre vore læsere i det åbenlyse folkebedrag, der altid har kendetegnet Dansk Folkeparti. Næppe nogen-sinde i danmarkshistorien har noget andet politisk parti stået for et så udpræget hykleri og vælgerbedrag, i hvert fald ikke i tilfælde, hvor det drejede sig om samme partis påståede højst prioriterede mærkesag. Og når det så til og med er i en sag, der har befolkningens allerstørste bevågenhed; nemlig om Danmark i fremtiden skal bebos af etniske danskere. Aldrig har vi set et parti føre sine vælgere så effektivt bag lyset som det hidtil er lykkedes DF at gøre det. Og vi har heller aldrig tidligere været vidner til, at så mange danske vælgere har ladet sig tage ved næsen af politiske taskenspillere, der gjorde svindelen så åbenlys, at enhver vælger burde kunne gennemskue den.

Intet nyt

At Dansk Folkeparti pludselig glemmer alt, og optræder som de værste opportunister, har vi set ved adskillige lejligheder. Vi har ved flere lejligheder set DF sørge for et indvandreflertal ude omkring i landets kommunal-bestyrelser i tilfælde, hvor en bevilling til integration af fremmede havde svært ved at nyde fremme; altså når denne eller hin kommunalbestyrelse af en eller anden grund havde svært ved at skaffe stemmer nok til et projekts vedtagelse. Et godt eksempel har vi fra Søllerød Kommune for omkring to år tilbage: Ved en afstemning om, hvorvidt kommunen skulle opkøbe et par dyre villaer med henblik på at lade nyankomne asylansøgere flytte ind i dem, vægrede kommunalbestyrelsens socialdemokratiske fløj sig ved at stemme for. Dermed kunne ansøgningen ikke imødekommes. Men, som de af vore læsere, der ikke allerede ved det, kan gætte sig frem til: Dansk Folkepartis repræsentation i Søllerød Kommune sørgede derpå for, at de manglende stemmer blev tilvejebragt, så flygtningene kunne tage deres luksusboliger i besiddelse.

    Et andet strålende eksempel på DF’s hjælpsomhed, når der mangler flertal med henblik på at tilgodese »nydanskerne«, finder vi ved at gå lidt mere end en valgperiode tilbage; nemlig da der i Københavns Borger-repræsentation var blevet fremsat forslag om, at de kommunalt ansatte skulle afspejle befolkningssammen-sætningen i Københavns Kommune. Forstået på den måde, at når der bor seksten procent fremmede i kommunen, skal en tilsvarende procentdel have samme etniske oprindelse som disse nytilkomne. Det viste sig imidlertid, at der umiddelbart ikke kunne skaffes den fornødne tilslutning ved afstemningen i borgerrepræ-sentationen. Hvorefter Dansk Folkepartis repræsentanter trådte til med et lille kunstgreb: De undlod at stemme, hvorved der så endelig var flertal for, at vi københavnere for fremtiden har garanti for at få vores sag behandlet af ansatte med rod i den tredje Verden, når vi får behov for den kommunale service.

Nazi-image

Dansk Folkeparti har aldrig lagt skjul på sin iver efter at lægge afstand til alt, hvad der kan betegnes som »racisme« og »nazisme«. Hvilket tydeligt illustreres af, at DF er det eneste parti i folketinget, der går ind for, at forbyde DNSB. Og aldrig har Pia og hendes kolleger i DF’s ledelse forsømt nogen lejlighed til at komme af med deres image som hhv. racister og (ny)nazister.

    De fleste af vore læsere husker sikkert DF’s partikongres i 2003. Her demonstrerede man med al mulig tydelighed sin »anti-nazistiske« holdning ved at inviterer ingen ringere end Israels ambassadør i Danmark, Carmi Gillon, som stævnets hovedtaler. Partiledelsen gør også et stort nummer ud af, at demonstrere sin jøde-venlighed ved konsekvent at lade rejsen gå til Israel, når den trænger til ferie og når vigtige ting skal drøftes i ro og mag.

    Det allermest påfaldende er imidlertid en episode, der udspillede sig i Østre Landsret her i foråret. Baggrunden var den, at Dansk Folkepartis pressechef, Søren Espersen, nogen tid forinden var blevet beskyldt for at have været medlem af DNSB. Man havde fundet frem til, at han stod på forsendelseslisten hos et tidligere, nationalsocialistisk forlag. Det ville Espersen ikke have siddende på sig, så han gjorde da alt, hvad der stod i hans magt for at få afvasket denne plet. Han henviste bl.a. til at hans kone er jøde, samt at hans børn, født af hende, efter jødisk definition, så også må regnes for værende jøder. Fra en pålidelig iagttager af denne retsforhandling, har vi fået oplyst, at Østre Landsret ved netop denne lejlighed mest af alt lignede den københavnske synagoge fredag aften. I og med, at Søren Espersen havde troppet hele sin jødiske familie og en del af deres racefæller sammen — sikkert for at give det bedst mulige indtryk på domsmænd og den fremmødte presse. Vi har fået at vide, at Espersens svigerfader, jøden Geoffrey Cain, mange af os kender ham som en særdeles flittig læserbrevsskribent, også glimrede ved sin tilstedeværelse ved denne lejlighed.

    Og som vi sikkert alle ved, så lykkedes det for Pias pressechef at blive frikendt for alle beskyldninger om forbindelser til DNSB. Det manglede da også bare med så perfekt iscenesat et show.