Wolf Rüdiger Hess død

l Som bekendt har Wolf Rüdiger Hess igennem flere årtier ført en lang og svær kamp for henholdsvis frigivel-sen og æresoprejsningen af sin fader.

    Wolf Rüdiger Hess henvendte sig til de demonstranter, der i Wunsiedel den 18. august i år marcherede til ære for hans fader, Rudolf Hess.

    Wolf Rüdiger hilste demonstranterne ved at lade mødearrangøren, Jürgen Rieger, oplæse en hyldest til alle de fremmødte. Selv var han af helbredsmæssige grunde forhindret i at møde op. Desværre, for havde han haft mulighed for, selv at komme, havde han kort før sin død kunnet fastslå, at den kamp, han gennem så mange år havde ført for sin faders eftermæle, i ingen henseende havde været forgæves. Det var ikke alene national-ister, men også talrige »almindelige« borgere, der mødte frem for at deltage i denne manifestation den 18. august.

    Dette års Hess-march var organiseret af advokat Jürgen Rieger fra Hamburg. Han holdt en værdig mindetale for Rudolf Hess.

    Hans nekrolog over Wolf Rüdiger Hess, bringer vi her i fuld ordlyd. Det ville være ønskværdigt, hvis denne tale kunne finde så stor udbredelse som muligt.

Et tappert hjerte er holdt op med at slå.

Til minde om Wolf Rüdiger Hess.

Af advokat Jürgen Rieger.

    Hvilken fader ville ikke ønske sig en sådan søn!

    Wolf Rüdiger Hess skulle i maj 1941, som 3-årig, se sin fader, Rudolf Hess, for sidste gang inden de to, mange år senere skulle mødes i Spandau-fængslet, idet Rudolf Hess den 10. maj 1941 fløj til England med det ene formål at slutte fred mellem Tyskland og England. Wolf Rüdiger genså først sin fader som 32-årig, altså 29 år senere, under et kortvarigt besøg i Spandau-fængslet. Besøget var betinget af, at fængsels-reglementet nøje blev fulgt af såvel fangen som den besøgende. Der var strenge regler for, hvad de to måtte tale om, og enhver berøring, håndtryk og omfavnelser, ville medføre, at besøget uden varsel ville blive afbrudt.

    Selv om sønnen Wolf Rüdiger i den mere bevidste fase af sin opvækst næppe har haft nogen erindring om faderen, havde han, siden sin ungdom og indtil faderen den 17. august 1987 blev myrdet, afsat en stor del af sin tid til at kæmpe for hans løsladelse.

    Rudolf Hess sad siden 1967 som eneste fange i Spandau-fængslet. Da sønnen endelig opnåede russernes samtykke til løsladelse, blev Rudolf Hess myrdet; efter alt at dømme af britiske agenter med den amerikanske efterretningstjeneste CIA’s vidende. Grunden var den, at han vidste for meget om Tysklands fredsbestræbelser over for England i årene 1940–41; derfor turde man ikke lade ham leve og tale i frihed.

    Det var i mellemtiden lykkedes for Wolf Rüdiger at bevæge nogle af de tidligere dommere til at gå ind for, at faderen burde løslades. Som støtte for sit krav, grundlagde han et Gemeinschaft. Denne kreds af mennesker satte sig som opgave, via dokumentationsmaterialer og memoranda at komme igennem til offentligheden og folkevalgte tyske politikere.

    Selv efter faderens død, fortsatte sønnen Wolf sin kamp; ganske vist ikke for hans løsladelse, men for genoprejsningen af hans gode navn; og for at gøre opmærksom på de skandaløse omstændigheder ved faderens død, som påstås at være selvmord, selv om der findes talrige beviser på mord. Endvidere har den tidligere, amerikanske fængselsdirektør i Spandau, John Bird, erklæret, at Hess umuligt kan have begået selvmord.

    En mandlig sygeplejerske, Abdallah Melaouhi, blev meget overrasket, da han vendte tilbage, efter at være blevet kaldt til telefonen under falsk påskud, og fandt Hess liggende livløs på gulvet. Ved siden af ham stod to personer, som han aldrig tidligere havde set, selv om det på det strengeste var forbudt for fremmede at have kontakt til Hess. Da sygepasseren opfordrede én af disse to mænd til at hjælpe ham med genoplivnings-forsøg, maste de ham begge så hårdt, at Hess brækkede flere ribben.

Via obduktionsrapporten og ud fra alle til grund liggende vidneudsagn, kunne sønnen Wolf Rüdiger Hess fremlægge beviserne for mordet på faderen. Men da der stod store regeringsinteresser bag, blev det ham ikke forundt at se gerningsmændene for en domstol. Men på samme måde, som hans mor Ilse Hess allerede er gået til kamp for sin mand med bøger og offentliggørelsen af hans breve, så er også han, med den bog, der omhandler mordet på faderen, gået i skranken for opklaringen af forbrydelsen. Desuden har han insisteret på, at det Gemeinschaft, der havde det som sin opgave at få Rudolf Hess løsladt, ikke skulle opløses efter faderens død; men at det fortsat skulle virke for, at han nu kunne give det retningslinierne for at modgå de stærke kræfter, der søger at ødelægge Rudolf Hess’ minde.

    Wolf Rüdiger Hess har førhen været meget forsigtig med at tage kontakt til unge nationalister. Selv om det var unge mennesker, der ærede hans faders minde, så synes han her på det senere at have fralagt sig disse betænkeligheder. Grunden til, at han førhen havde skrupler desangående, har helt sikkert været, at han tidlig-ere nærede håb om at kunne vinde gehør for faderens løsladelse via regeringskredse, hvilket efterhånden har vist sig at være en nok så naiv forhåbning.

    Med sin hilsen til dette års Rudolf Hess-marchdeltagere i Wunsiedel, hvor han oprindelig havde planlagt selv at tale, viste han, at han var rede til at støtte de unge nationalister i deres iver efter at hædre faderen.

    Wolf Rüdiger Hess stod umiddelbart over for at skulle gennemgå en operation, da hans hjerte den 24. oktober holdt op med at slå; et tappert hjerte, et modigt hjerte, der altid har slået for faderens, for sin families og for Tysklands ære. De nærmere omstændigheder ved hans død er endnu ikke klare. Den 15. november blev han ført til graven.

    Vi bøjer vore hoveder for denne værdige søn af en storslået fader.