Årets laks — eller torsk?

l Det er næppe undgået nogen fjernsynskiggers eller avislæsers opmærksomhed med hvilken glæde og stolt-hed Fogh Rasmussen fremviste »Årets Laks«, prisen, som homoernes landsforening hvert år uddeler ved denne parade. Den direkte anledning til at det netop blev Anders Fogh, der modtog den i år, menes at være, at han i foråret slog til lyd for, at bøsser og lesbiske, på linie med heteroseksuelle par, også bør kunne vies af folkekirkens præster.

Anti-dansk og anti-hvid

Som det vist nok er alle bekendt, lever vi i en tid, hvor seksualiteten er i højsædet. Selve den seksuelle par-ring, mellem mand og kvinde, er i vor tid mest af alt blevet en lystbetonet morskabsleg frem for at være en akt, der skal sikre racens utallige, fortidige generationers biologiske beståen i en fjern fremtids fortsatte og ubesmittede folkefællesskab.

    Vor tids mænd og kvinder bliver ligefrem opdraget til udelukkende at se hinanden som seksualobjekter, som legetøj og ikke som værdifulde og uerstattelige grundstene i undfangelsen og opfostringen af næste led i vor races eksistens.

    Og helt galt bliver det, når homoseksuelle bliver tilgodeset på bekostning af heteroseksuelle. Når den ubiologiske og uproduktive parring bliver fremhævet som ligeså acceptabel og normal som al anden seksu-alitet, så er der ikke langt til den pervertering af forholdet til moderskabet, der gør den provokerede fosterabort til blot en anden form for prævention, og som hylder p-pillen som et stort fremskridt i tilnærmelsen mellem kønnene.

Altødelæggende

Som det har været hidtil gennem historien, har der altid været seksuelle afvigere. Der har altid eksisteret randgrupper i samfundet, der på sin vis har sat sig ud over den gængse norm, men som alligevel har formået at indordne sig i og med, at disse grupperinger, tvunget dertil af et som oftest sundt samfunds konsekvente håndhævelse af ret og disciplin, har evnet at holde deres aktiviteter og adfærdsmønstre indenfor egne snævre kredse. Deres livsmønster kunne derfor, i kraft af sin ringe indflydelse på det øvrige samfunds brede lag, aldrig blive nogen trussel mod almenvellet.

    Som tiderne har skiftet, er det abnorme blevet erklæret normalt af politikere og retshåndhævere, der alle er blevet nøje udvalgt og håndplukket blandt disse branchers bærme, blandt mennesker, for hvem en nations etniske integritet ikke har den ringeste betydning, for hvem intet er mere ligegyldigt end deres egen befolk-nings racemæssige bekymringer og ønsker for fremtiden, for hvem alt andet end, hvad der kan bringe hurtig og øjeblikkelig profit og indflydelse, er af underordnet betydning.

Krig mod familien

Vi lever efterhånden i et samfund, hvor begreber som tolerance og anti-diskriminering er blevet til våben, der vendes mod os selv som folk, som race — ja endog mod det, vi hidtil har set som den mest uantastelige og livgivende grundpille i samfundet, nemlig familien; den institution, vi altid har betragtet som urcellen i vort folke-fællesskab. Alt dette søger ligheds- og tolerancefanatikere nu at omstyrte i og med, at de ligestiller det hidtid-ige, produktive og livgivende familiemønster med mand, kvinde og børn med det golde, uproduktive og barnløse partnerskab, bestående af hhv. bøsser og lesbiske. Sådanne forhold må nødvendigvis benævnes unaturlige og abnorme, da de, uden mulighed for diskussion og fortolkning, er ubiologiske institutioner. Dertil kommer så det uansvarlige i, at et samfunds liberalistiske regering opmuntrer til sådanne forhold. Hvilken uansvarlig og umoralsk handling mod et helt folks fortsatte eksistens ligger der ikke i et statsoverhoveds leflen for så-danne samfundsskadelige grupper, for hvem sex er reduceret til underholdning og tilfældige og lystbetonede forbindelser, der på ingen måde bidrager med noget konstruktivt til folkefællesskabet?

    Som det er nu, har Danmarks fungerende statsminister gjort sig til talsmand for noget, der kan kaldes grænseløs liberalitet. Han har stillet sig bag de kræfter, der har vendt hævdvundne begreber om morale og normer på hovedet.

    Anders Fogh gik på taler-stolen som hovedtaler for et karnevalslignende optog, der mere tydeligt end noget andet repræsenterer den tid, vi lever i, nemlig en tid, der er ved at være forbi. For en politiker, som han, der vel aldrig i sit politiske liv har prøvet at tænke en tanke til ende, der spænder mere end en enkelt valgperiode ud i fremtiden, er det sikkert vanskeligt at forestille sig, at et folks, en races slumrende, men sunde instinkter skulle vågne på ny.

    Ikke fordi vi vil give statsministeren noget råd, for det kunne aldrig falde os ind; men en »statsmand« som ham — og dem er der uhyggelig mange af — der udelukkende og for egen vindings skyld rider med på enhver »modetrend«, hvis den bare lover en hurtig og nem sejr inden for en meget overskueligt tidsramme, kunne vi, på en god dag, finde på at hviske i øret: »Tænk dig godt om, thi modige politikere kan blive morgendagens helte«.